Forretningsbetingelser


Følgende forretningsbetingelser gælder for opgaver, som Christensen Partners Advokatpartnerselskab, CVR-nummer 40636552 (herefter "Christensen Partners"), påtager sig, med mindre andet aftales skriftligt.


IDENTITETSOPLYSNINGER OG FOREBYGGELSE AF HVIDVASK AF PENGE

Som advokatfirma er Christensen Partners omfattet af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge. Vi er derfor forpligtet til at indhente og opbevare identitetsoplysninger om vores klienter.


INTERESSE- ELLER LOYALITETSKONFLIKT

Vi yder rådgivning i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler, herunder reglerne om advokatetik og god advokatskik. I overensstemmelse med disse regler og Christensen Partners' interne habilitetsprocedurer afklarer vi, at der ikke foreligger nogen interesse- eller loyalitetskonflikt, inden vi endeligt påtager os en opgave. Hvis der under sagens forløb måtte opstå inhabilitet eller interessekonflikt, som medfører, at vi må frasige os sagen, bistår vi gerne med at anbefale og etablere kontakt til en anden advokat.


HONORAR OG BETALING

Vi baserer vores advokathonorar på flere forskellige parametre, hvori der indgår den medgåede tid, karakteren af de involverede juristers specialviden og erfaring, opgavens kompleksitet og betydning for klienten, de involverede værdier, det opnåede resultat og det med opgavens løsning forbundne ansvar. Vores honorar er eksklusive relevante omkostninger og udlæg.

Efter anmodning, og hvis muligt, afgiver vi gerne - dog altid overfor forbrugere - et begrundet overslag med oplysning om de forventede omkostninger, samtidig med, at vi sikrer os så tidligt som muligt at orientere klienten, hvis det viser sig, at det samlede honorar forventes at overstige overslaget.


FAKTURERING

Generelt udsteder vi faktura, når opgaven er afsluttet, medmindre andet er aftalt. Ved løbende rådgivning eller længerevarende opgaver (aconto)afregnes med passende intervaller, typisk månedsvis. Betalingsbetingelserne er 2 uger fra fakturadato, og der tillægges moms efter gældende regler.


FORUDBETALING & UDLÆG

Som udgangspunkt anmoder vi om forudbetaling af udlæg og omkostninger og undtagelsesvis om forudbetaling af honorar.

Honorar, udlæg eller omkostninger, som er forudbetalt, indsættes på vores klientkonto og kan inklusive eventuelle renter anvendes til udligning af kommende fakturaer og dækning af omkostninger, medmindre andet er aftalt.

Vi debiterer klienten særskilt for udlæg og relevante omkostninger i forbindelse med den udførte bistand.


KLIENTMIDLER

Christensen Partners forvalter klientmidler efter gældende regler herom. I overensstemmelse med disse regler indsættes klientmidler på en særskilt klientkonto. Tilskrevne renter, positive såvel som negative, tilfalder klienten. Klientmidler er beskyttet under Lov om indskyder- og investorgarantiordning. Beskyttelsen er beløbsbegrænset til EUR 100.000 pr. klient pr. pengeinstitut.

Christensen Partners hæfter ikke for eventuelle tab af klientmidler, som måtte følge af, at det pengeinstitut, hvori midlerne er indsat, ikke længere er i stand til at betale udeståendet tilbage.


FORTROLIGHED

Alle hos Christensen Partners er underlagt tavshedspligt. Enhver oplysning modtaget fra eller vedrørende en klient hos Christensen Partners behandles som fortrolig, medmindre det fremgår af omstændighederne, at oplysningen ikke er af fortrolig karakter.

Tavshedspligten gælder dog med respekt af regler, som pålægger advokater oplysningspligt i forhold til offentlige myndigheder og andre lignende institutioner.


INSIDERHANDEL

Alle hos Christensen Partners er omfattet af gældende børsretlig lovgivning om forbud mod videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og restriktioner mod handel med børsnoterede værdipapirer samt af Christensen Partners' interne regelsæt herom. Christensen Partners har etableret interne procedurer til forebyggelse af insiderhandel.


VORES RÅDGIVNING

Christensen Partners rådgiver alene om dansk ret, medmindre andet er aftalt.

Vores rådgivning er altid målrettet den konkrete opgave og må derfor ikke anvendes til andet formål uden vores udtrykkelige forhåndsaccept. Vi er alene ansvarlige over for klienten for den rådgivning, som vi har ydet, medmindre andet er aftalt.

Christensen Partners fuldfører opgaven til dens afslutning, medmindre klienten anmoder om, at sagen afsluttes på et tidligere tidspunkt. Vi forbeholder os dog ret til umiddelbart at afslutte vores bistand, hvis kredittiden på vores fakturaer, trods rykkere, er væsentligt overskredet, eller hvis der indtræder insolvens hos klienten. Endvidere forbeholder vi os retten til at udtræde af en sag, hvis vi i særlige tilfælde ikke længere mener at kunne tage ansvaret for sagsbehandlingen, eller hvis vi mener, at det er i klientens interesse, at vores samarbejde ophører.

Vi sørger normalt for, at originale dokumenter udleveres til klienten senest i forbindelse med opgavens afslutning, og vi opbevarer sagsakterne i mindst 5 år fra fakturadato.


KLAGER

Christensen Partners er underlagt Advokatsamfundets almindelige regler om klager. Det betyder, at hvis klienten ikke er tilfreds med vores bistand eller honorar, beder vi klienten om at kontakte den sagsansvarlige partner med henblik på at søge en mindelig løsning.

Kan der ikke opnås enighed om en klage, kan klienten indbringe sagen for Advokatnævnet. Kontaktoplysninger på Advokatnævnet:

Advokatnævnets sekretariat

Kronprinsessegade 28

1306 København K

E-mail: klagesagsafdelingen@advokatsamfundet.dk

Hjemmeside: www.advokatsamfundet.dk/Advokatnaevnet.aspx

Hvis klienten er forbruger, kan klienten også via EU-Kommissionens online klageportal indgive en klage. Dette er særlig relevant, hvis klienten er forbruger med bopæl i et andet EU-land. Klage kan indgives via http://ec.europa.eu/odr. Ved indgivelsen af en klage skal vores e-mail contact@christensenpartners.dk angives.


ANSVAR, ANSVARSBEGRÆNSNING OG FORSIKRINGSDÆKNING

Christensen Partners er ansvarlig for den juridiske rådgivning i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, og vi er ansvarsforsikret i et anerkendt forsikringsselskab.

Vores klientmæssige ansvar er begrænset til maksimalt DKK 15 millioner pr. opgave, idet en klient dog højst kan modtage DKK 15 millioner for krav rejst eller forhøjet indenfor det samme eller det umiddelbart efterfølgende kalenderår.

Økonomiske konsekvensstab, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image m.v. eller andre former for indirekte tab omfattes ikke af Christensen Partners' ansvar.

Christensen Partners hæfter ikke for rådgivning eller andre ydelser, der er ydet eller leveret af andre end Christensen Partners, herunder af eksterne rådgivere, som Christensen Partners efter aftale med klienten har anmodet om bistand, eller som Christensen Partners har henvist klienten til.


LOVVALG OG VÆRNETING

Enhver tvist mellem en klient og Christensen Partners skal løses i overensstemmelse med dansk ret ved den kompetente danske domstol.

DATABESKYTTELSE OG OPLYSNING OM REGISTREREDES RETTIGHEDER

Christensen Partners' behandling af personoplysninger er beskrevet i "Christensen Partners' Privatlivs- og Cookiepolitik", som er tilgængelig på vores hjemmeside, www.christensenpartners.dk